Tim Frank Andersen

»Den store bremseklods,

det er jo mennesker« 

Tim Frank Andersen

Hvordan kommer AI til at forandre dansk erhvervsliv inden for de næste to år? Tim Frank Andersen, medstifter af Institute of AI og en af Danmarks førende rådgivere inden for AI-implementering, tegner konturerne af en fremtid, hvor forretningsmodeller rykkes, og nye muligheder opstår.

I denne udgave af Scenes’ interviewserie med centrale stemmer fra branchen deler Tim sine skarpe forudsigelser og vigtigste advarsler.

København, juni 2025

Institute of AI om to år

Scenes: Hvor tror du at din virksomhed er i maj måned 2027?

Tim Frank Andersen: Da vi lancerede Institute of AI, var vi meget opmærksomme på, at det sidste, vi ville ende med at lave, var en konsulentvirksomhed. Det er så meget af det, vi laver i dag, og det kan godt være, at vi stadig gør det om to år. Men hvis du betragter hele den her AI-udvikling som et kæmpestort skib, der kommer sejlende gennem isen, og som er ustoppeligt, så er vores ambition i virkeligheden, at vi gerne vil stå helt ude på spidsen. Når vi så står derude, så tror vi også på, at vi på et eller andet tidspunkt får øje på noget interessant, som vi vil bygge forretning rundt om.

Vores ambition er nok snarere at bygge applikationer eller løsninger med AI, når vi ser noget, vi tror, der er potentiale i. Men samtidig har vi også en vision om, at hvis vi virkelig skulle lave en konsulentvirksomhed, kunne man så gøre det med kun to fysiske mennesker og 98 digitale AI-konsulenter? Så det er også en idé, vi arbejder med. 

Efterspørgsel fra virksomheder

Scenes: Vil efterspørgslen stadigvæk være der fra de store virksomheder om to år?

Tim Frank Andersen: Om to år forventer jeg, at majoriteten af de større virksomheder er så langt, så det er andre udfordringer, de sidder med. Men jeg tror, at der vil være et enormt efterslæb blandt mellemstore virksomheder.

Oprindeligt, da vi lancerede Institute of AI, var vi ret overbevist om, at det var de mellemstore virksomheder, vi skulle arbejde med. Det, vi ret hurtigt fandt ud af, var, at de mellemstore virksomheder har så meget på deres tallerken lige nu, at det sidste, de har brug for, er, at man kommer med endnu et opmærksomhedspunkt, der hedder AI-implementering. Men det ændrer jo desværre ikke ved vigtigheden for disse virksomheder i at komme i gang med AI, så her vil der opstå et stort behov for hjælp, når de bliver klar til at hoppe om bord.

Det fascinerende ved Generativ AI, at du kan sætte en streg i sandet, som hedder oktober 2022, for der startede alle ved den samme startlinje, uanset om du er McKinsey eller Institute of AI. Der er ligesom ikke noget før det. Så to år ned ad vejen er det ikke sådan, at McKinsey kan claime, at de er meget dygtigere til at rådgive. For de sidste to år har vi kun fokuseret på AI-implementering i organisationer, så vi er blevet super dygtige på lige præcis det her område. Vi er jo spillende trænere. Vi er der for at spille virksomhederne gode, og gøre dem i stand til selv at levere og drive den her transformationsproces, som det jo er.

AI-implementering og mennesker som bremseklods

Scenes: Hvad med medarbejderne om to år?

Tim Frank Andersen: Den store bremseklods, det er jo mennesker. Når vi snakker AI-implementering, så siger vi altid, at det er 20% teknologiprojekt og 80% forandringsprojekt. Og mange af de her virksomheder har været igennem forandringsprocesser før, så det er ikke nyt for dem. Vi ved også godt, at vi relativt hurtigt kan få teknologien op og køre, men at få folk til at ændre måden, de arbejder på, det er sværere.

Scenes: Har virksomheder råd til “at køre langsomt og forsigtigt”, når det kommer til tilegnelse af AI?

Tim Frank Andersen: Jeg tror, at hvis du ikke relativt hurtigt kan få dine afdelinger om bord på et forandringsprojekt, så er vejen til at få dem forandret nok for lang. Så er det nok noget med at køre videre med det hold, man har, og implementere AI i det små, så de kan begynde at arbejde bedre. Parallelt med det må man simpelthen gå i gang med at bygge et alternativ.

Vi bruger lidt eksemplet med, at hvis du skulle starte en virksomhed i dag og skulle bygge en legal-afdeling, en marketing-afdeling og en R&D-afdeling, med det du ved nu, hvordan vil du så bygge den? Du vil formentlig bygge den anderledes end det, du har nu. Så det bliver i virkeligheden en øvelse, hvor vi udfordrer status quo. Men så er du pludselig ude i disruptive innovation, og jeg har arbejdet med virksomhedsinnovation i mange år og ved, hvor svært det er, og hvordan det næsten altid døde og blev slået ned af virksomheden selv.

Så der er ingen garanti for, at det her lykkes. Men har du CEO'en for bordenden, som siger, at der ikke er tid til at vente, så har du en anden power.

Scenes: Tror du, det er eksisterende kompetencer, som skal drive udviklingen?

Tim Frank Andersen: Nej, jeg tror, der skal nye kræfter ind. Du skal nok have noget af det gamle DNA med, men det handler om at få folk ind, som kigger på det med nye øjne og en ny værktøjskasse. Jeg vil også understrege, at det, jeg beskriver her, på ingen måde er normalt. Det er for at sige, hvad skal der til for at vinde gamet. Og jeg er optimistisk på teknologiens vegne, men pessimistisk i forhold til virksomhedernes evne til at implementere den. Det går meget langsomt, og det er meget svært. Der er rigtig meget, der stritter imod.

Fremtidige konkurrenter og disruption

Scenes: Tror du, at danske virksomheder står overfor “Nokia-problemet” - altså at man ikke kan/vil se forandringen, der er på vej.

Tim Frank Andersen: Du kan bare tage høreapparatsindustrien. Hvis du fortæller dem, at nu har Apple lavet høreapparater i deres AirPods, siger de: "Ah, men det er noget helt andet. Det er et over-the-counter produkt, og det må man slet ikke sælge i vores del af verden."

Det må du så i USA, der må du købe høreapparater over-the-counter.

"Åh ja, men det er ikke særlig godt endnu."

Nej, men det lyder lidt som det, ur-virksomhederne sagde, da Apple lancerede deres første iWatch. Klip til tre år senere, hvor de omsatte for mere på det ene ur end hele den schweiziske urindustri tilsammen. Det er det ene aspekt i det.

Det andet aspekt er, at to undergrads nu kan sidde og lave en løsning, som er på højde med de førende inden for et marked. Vores opgave er ikke at rende rundt og råbe: "ulven kommer."

Det behøver vi slet ikke. Det er mere et spørgsmål om at sige: "Okay, lad os nu sige, at vi er en survivor virksomhed med et godt brand og gode produkter. Men vi vil også gerne være en vinder i fremtiden. Hvad er det så, vi skal gøre?"

Scenes: Mener du, at det her space med at bygge og udvikle software er noget, Danmark bør byde ind i?

Tim Frank Andersen: 100%, men jeg tror, at hvis vi overhovedet skal have en chance, så skal vi kigge på det med europæiske briller. Det siger jeg lidt, fordi de investeringer, der lige nu skal til for at være konkurrencedygtige, de er så store, at det kan Danmark ikke klare alene. Vi har simpelthen ikke den der grandiositet, der skal til at forestille sig, at vi er i gang med at lave det næste Apple, eller vi er i gang med at lave det næste Nvidia. Det tror jeg heller ikke, vi nogensinde kommer til. Derfor er jeg skeptisk på det felt, og jeg er sgu også skeptisk på Europas vegne.

Scenes: Når du ser dansk erhvervsliv om 2 år, er du så også skeptisk?

Tim Frank Andersen: Nej, det er jeg til gengæld ikke, for jeg synes faktisk, at dansk erhvervsliv gør det sindssygt godt. Vi har verdens største smykkefirma, verdens største legetøjsfirma, verdens største shippingfirma og en af verdens største medicinalvirksomheder. Det er et land med kun 6 millioner mennesker! Dansk erhvervsliv gør det crazy godt, og når det kommer til teknologi adaption, er vi også langt fremme. Så nej, jeg er ikke så skeptisk over for dansk erhvervsliv på den store klinge.

Jeg er dog lidt nervøs for de mellemstore virksomheder, fordi de lige nu er væltet omkuld af ESG-regler og andet fra EU, og så kommer der et EU AI-Act oveni. Jeg tror, at vi fra europæisk side hæmmer innovation kraftigt ved at lave alle de reguleringer.

AI's udvikling de kommende to år

Scenes: Tror du, at AI-agenterne overtager det hele indenfor en årerække?

Tim Frank Andersen: Mit take er, at jeg tror, vi går fra reasoning modeller til agentic models. Det vi kan i dag med Manus, Logo, Cursor og Replit, det er jo at bygge relativt komplekse ting, men stadigvæk ud fra sådan et proof of concept take. Det er ikke deployable endnu. Jeg tror, at AI's evne til at lave deployable code over de næste to år er på en eksponentiel trajectory, så vi inden for to år når til AI, der kan bygge ting af en relativt høj kvalitet, som kan launches.

Samtidig tror jeg faktisk, at sådan noget som, at de agent-to-agent-protokoller, der er blevet accepteret af de store spillere, gør, at de her modeller også kan begynde at snakke sammen på kryds og tværs, så forskellige AI-tools kan begynde at bruge hinanden. Så jeg forventer, at vi over de næste 18 måneder vil se flere og flere arbejdsopgaver, som kan varetages fuldt ud af AI. Og jeg tror også, vi kommer til at se gennembrud på nogle udvalgte industrier. Det kunne være legal, det kunne være finance eller medical, hvor man pludselig står med noget, der omskriver reglerne indenfor den her industri.

AI Black Swan Events

Tim Frank Andersen: Det, vi siger til virksomhederne lige nu, er, at sandsynligheden for, at de bliver ramt af det, vi kalder et "AI Black Swan Event" i løbet af de næste 18 måneder, er relativt høj.

Når jeg taler om et AI Black Swan Event, handler det om, at der fra den ene dag til den anden kan komme en teknologi, vi ikke kendte, som muliggør noget, vi ikke havde forestillet os. Det var det, der skete tilbage i oktober 2022, men hvad kunne det så være nu? Det kunne være, at AI pludselig når et niveau, hvor det netop kan forudse aktiekurser eller bygge ny medicin og bevise, at det virker. I den forbindelse opfordrer vi til, at man sætter sig ned og siger: "Okay, hvad er et plausibelt fremtidsscenarie? Og hvad skal vi gøre i dag for at sikre os, at vi har en beredskabsplan klar, hvis det sker, og at vi har de nødvendige kompetencer til at håndtere sådan en situation?"

Scenes: Så vinderne er dem, der formår at afspejle udviklingen, og tilpasse sig forandringerne?

Tim Frank Andersen: Jeg ved ikke, om det er dem, der vinder, men dem, der har mindst risiko for at tabe, er dem, der har forberedt sig grundigt og spillet sig i form på AI-området. Man kan i hvert fald minimere risikoen for at stå tilbage på perronen, når toget kører, og konkurrenterne, som havde forberedt sig, hamrer derudad.

Tak til Tim Frank Andersen

“Jeg stiftede Scenes, Danmarks første AI-content bureau, sommeren 2023. Som vi alle ved, er AI‑udviklingen gået ekstremt hurtigt. Gennem mine interviews med nogle af Danmarks stærkeste og mest visionære profiler håber jeg at vi alle kan få et kvalificeret kig to år ind i fremtiden – til sommeren 2027.”

Michael Rying, Stifter af Scenes